Fodbold på afrikansk

Som jeg har blæret mig med overfor nogle af jer, arbejder jeg sammen med vice-præsidenten for det ghanesiske fodboldforbund (GFA). Han var på orlov knap et år på grund af the Black Stars (det Ghanesiske landsholds kælenavn) deltagelse i VM, hvor de jo som bekendt var det bedste afrikanske hold. Og som jeg også har blæret mig med før, så er det i øvrigt ham, der ’opdagede’ Razak Pimpong, i ved, verdens hurtigste FCK-neger. Vi taler naturligvis en del om fodbold og ikke mindst FCK og Razak. Vi er helt enige om at han er alle tiders trylleneger. Nå, men han spurgte en dag om jeg ville med til fodbold, når der dukkede en interessant kamp op. Det var jeg jo, Champions-League-deltagende-FCK-hjemmekamp-hungrende som jeg jo er, meget interesseret i. Samtidig kunne jeg scoute efter nogle flere tryllenegre til Skandinaviens bedste hold, da vores negerindeks efterhånden er lige i underkanten.

Nå, men det var en yderst interessant affære. Jeg tog ud til Fred, hvor jeg efter et stop hjemme hos ham og hans kone, der kom lige fra kirke, kørte med ham til hovedstadsholdets midlertidige stadion i Tema. På grund af African Cup of Nations i 2008 afholdes i Ghana, er en del stadions under ombygning, inkl. Nationalstadion i Accra. Holdet hedder Hearts of Oak og skulle møde nr. 1 i ligaen, AshGold fra Ashanti-regionen (Kumasi). Da vi ankom til stadion stod der tusindvis omkring portene og vi mosede os gennem mængden (i bil, Fred kalder den sin World-Cup bil, en VW) hen til porten, hvor mængden var tæt på at lynche den stakkels vagt, der ikke lige genkendte Fred (som havde glemt sit GFA ID-kort). Da vi blev lukket ind kørte vi over til den anden side af stadion, hvor der var opstillet en pavillion, så de udvalgte kunne sidde i skygge. Og vi var naturligvis blandt de udvalgte. Ellers var der ikke ret meget stadion over stedet, banen var omgivet af et hegn, men der var hverken siddepladser og ingen adskillelse mellem de to holds fans, der alle stod blandt hinanden. Da jeg havde hørt at fodbold i Afrika kan være en voldsom affære var jeg lidt bekymret ved tanken. Jeg følte mig dog i sikkert selskab. Vi blev placeret på nogle havestole på første parket – det var vist VIP-pladserne. Den ene efter den anden kom over og snakkede med Fred, udvekslede håndtegn og foldboldinfo. Jeg sad pænt ved siden af og stillede spørgsmål og følte mg enormt VIP. Efterhånden var 5-6000 mødt op på lægterne - meget få for en Hearts hjemmekamp. Men de har klaret sig dårligt de sidste par år efter elendig ledelse har solgt de gode spillere til Europa og købt talentløse erstatninger. De allerbedste spillere i ligaen tjener ca. 2000 kr om måneden, de øvrige mellem 300 og 700 kr. Ikke så mærkeligt de længes efter at komme til Europa!

Kampen skulle begynde kl 3, men AshGold-spillerne var overbeviste om, at omklædningsrummet var forhekset, så de ville have et andet sted at samles inden kampen. Efter en del højlydte meningsudvekslinger mellem Fred og andre officials tog de sig endelig sammen og kampen kunne begynde. Der var vist også noget med at Hearts havde drillet AshGold lidt, så de blev paranoide. Dommerne var under hele diskussionen mandsopdækket af kampklædt politi. Fred fortalte at dommerne ofte blev overfaldet af utilfredse spillere og tilskuere og derfor havde brug for beskyttelse. I Tamale havde det været så voldsomt at de var blevet fradømt retten til at spille på hjemmebane. Dommerindsatsen er af samme grund også helt forfærdelig, da de føler sig pressede til at dømme til fordel for hjemmeholdet. Jeg følte mig dog nogenlunde sikker bag hegnet i mit ikke-dommer-tøj. Spillet kom i gang og som tilfældet er med Afrikanske landshold, var spillet noget rodet, fysisk præget og hurtigt. Fred må som official ikke holde med nogen, men han kunne dog afsløre at hans hold ikke var på banen. Jeg følte jeg måtte holde med mit lokale hold, Hearts of Oak, men synes egentlig AshGold spillede mere interessant foldbold. Hvilket dilemma. Ikke som i Danmark hvor mit lokale hold tilfældigvis også er det bedste, vi ses Brøndby…

Under kampen dukke også høvdingen af Tema op, som satte sig foran mig på den anden side af hegnet (høvdinge er lige så vigtige her som kongefamilien i Danmark, blot er der flere hundrede stammer med hver deres høvding). Der kom også en del skadede landsholdsspillere over og snakkede med Fred og jeg hilste pænt på dem og knipsede fingre (ghanesisk og vistnok pan.-afrikansk håndtegn). Der var ikke fællessange blandt publikum på stadion som i Europa, men de levede sig alligevel vældigt ind i kampen og protesterede højlydt hvis de ikke var tilfredse, hvilket de sjældent var. Da kampen var ovre og måltavlen (havde der været én) viste 0-0, var det tid at tage hjem. På grund af den unaturligt store hjemmebanefordel, som dommertruslerne medfører, var AshGold, trods førende i ligaen, de mest tilfredse og de gulklædte Ashanti-fans hånede Hearts rød-gul-blå fans. Jeg må have mig en trøje, bare de ikke var så grimme! Det er kutyme at de bliver hængende og håner med sang og spas. Der var ingen optøjer overhovedet og dommeren kunne trygt forlade stadion. Fred fortalte at der sjældent er problemer med Accra-fans, det er mest med klubber fra nord. Vejen ud af stadion var langsommelig, dels fordi menneskemængden var enorm og ikke gav plads til biler, dels fordi alle skulle hen og hilse på. Efter nogle drenge brokkede sig over dommerens indsats til Fred udenfor stadion var det endelig muligt at få speedometeret over 1 km/t og efter en begivenhedsrig dag blev jeg kørt tilbage til Osú, hvor der blev snakket fodbold hele vejen...