tirsdag, december 12, 2006

Serena, Mary og ikke Sean Paul

Accra Lawn Tennis Club, Ghanas fremmeste tennisklub og dér, hvor jeg spiller et par gange om ugen med privattræner og bolddrenge skulle for en måneds tid siden have fornemt besøg. Læste jeg tilfældigt på nettet. Serena Williams skulle dømme en ungdomsturnering - hvorfor har jeg stadig ikke finde ud af, men hun skulle vel finde sinde rødder i det sorte Afrika eller noget i den stil. Anyway, da jeg jo sjældent misser en kendis i Ghana, tog jeg selvfølgelig derned for at kigge. Og ganske rigtigt, modsat rygterne om Jay-z's besøg på diskoteket, var hun der og brægede med tyk amerikansk dialekt scoren i finalen, som jeg lige nåede slutningen af. Der var naturligvis fyldt til bristepunktet i den (i sammenlignet med danske forhold) lille klub. Undervejs kom jeg helt tæt på hende, da hun stod lige ved siden af mig og da hun kørte lykkedes det mig at træde ind foran hendes ventende bil (ventende på at jeg skulle flytte mig) og en større forsamling kameraer, der filmede os. Vinkede farvel til hende og blinkede sødt ;o) Tror ikke hun pådagede det.

For et par uger siden deltog jeg i en stor FN konference her i Accra om Global Compact, som vi har arbejdet en del med her på ambassaden i forbindelse med udviklingen Ghana Business Code. Præsident Koffour skulle åbne konferencen, men han blev forhindret (sker vist ret ofte), så hovedpersonen var en tidligere irsk præsident og formand for FN menneskerettighedskommision, Mary Robinson. Hun deltog fuldt ud i konferencen og også i middagen på åbningsdagen, som jeg også var med til. Og undervejs, i køen til buffeen, stod jeg så dér og småsludrede med den kære Mary, helt cool selvfølgelig, ikke noget med at være benovet bare fordi man snakker med en tidligere præsident. Holdt masken, hehe. Næste dag var jeg så i en mindre debatgruppe med selvsamme Mary. Yderst sympatisk dame og meget kompetent. Fik desværre ingen billeder med hende og jeg, men jeg er sikker på hun ikke glemmer mødet med en så vigtig jetsetter ;o)

Konferencen var i øvrigt meget vellykket, interessant og berigerende - omend lidt gøgleragtig i form.
I denne weekend gik rygterne så på ar Sean Paul (ham den jamaicansk-agtige artisk med den karismatiske og småirriterende stemme) skulle på Afrodisiac (hvor Jay-z også skulle være kommet). Vi var der uvidende om hans mulige besøg, men som sidst dukkede han ikke op. Rygterne havde dog lokket cremen af Accras jetset til, bling-bling og kæmpe biler. Lokale stjerner og smukke unge negerpiger. Tilsyneladende var forklaringen af en af Nigerias kendeste musikere var i byen og han dukkede også op. Vi kunne ikke helt genkende ham, men var i det hele taget lidt forvirrede over hvad der foregik. Sean Paul var rigtignok i Accra for at holde koncert, men kom ikke på Afro. Hvilket jeg godt kan forstå, for deres generator var i udu, så der var kun nok strøm til at vælte 200.000 decibel musik ud i fjæset på os - og ikke til aircondition og lys. I stedet var der sat levende lys ud. Gjorde det ikke ligefrem køligere...

torsdag, december 07, 2006

Hjemkost til Danmark

Så er flybilletten ændret og jeg ankommer til Danmark den 23. januar næste år (rejser herfra dagen før). Skal jo hjem i tide til at kunne komme på skiferie den 26...

Mere nyt følger meget snart. Men for ikke at skuffe nogle ivrige læsere, så har der været lidt mere stille hernede siden Tobias besøg. Dog kan jeg allerede nu afsløre, at jeg har mødt Serena Williams, og Mary Robinson (ikke samtidig), været på stranden nogle gange, ude at sejle, til julefrokost og et par gange ude at svinge træbenet...

onsdag, december 06, 2006

Den længe ventede 2. del af Tobias besøg...

Ja, frekvensen af nye indlæg har været nedadgående, men nu skal det være slut. I første omgang gør jeg fortællingen om Tobias besøg og vores oplevelser færdig, og snart følger hvad jeg har lavet siden.

Efter koncerten tog vi en stille lørdag, da energiniveauet var helt i bund og vi næste dag skulle møde tidligt i lufthavnen. Søndag stod vi så tidligt op og tjekkede ind ved skranken for det lokale, ghanesiske flyselskab ANTRAK. Lidt skeptiske var vi endnu, men der var ingen forsinkelser og trods den første skuffelse over at den lovede flymad ikke bestod i steaks som lovet af pigerne på billetkontoret, men derimod sandwiches, virkede selskabet pålideligt. Vi var selvfølgelig kommet for tidligt for at være sikre på at komme med, så vi brændte nogle timer af på en lokal chop-bar (restaurant-lignende ordning) med kylling og ris (til morgenmad) og indkøb af proviant, som det skulle vise sig jeg ville sætte pris på, da flyets sandwiches ikke levede op til mine forfinede smagsløgs strenge kvalitetskrav. Flyturen gik derudover udemærket og vi havde fin udsigt over Ghana hele turen (se galleri) og da vi ankom til Tamale lufthavn begyndte den hårde forhandling med de tilstedeværende taxa-chauffører om at køre os til Mole National Park (Ghanas største nationalpark). Efter lang tids diskussion fik vi en tilnærmelsesvis fair pris uden for stort obruni-tillæg. Vi kom dog ikke længere end til Tamale by før de første problemer opstod. Taxaen begyndte at ryge fra motorrummet, så vores chauffør måtte sende os over i en anden taxa. Inden vi havde kørt ud af Tamale var de allerede i gang med at forsøge at hustle os til udover den aftale pris også at betale for benzin. Det lykkedes dem naturligvis ikke overfor en rutineret, benhård taxist som mig. Efter halvanden times kørsel drejede vi fra hovedvejen og ud på rød grusvej blandt lerhytter og savanne. Taaxen havde ikke, som ingen taxaer har, air condition. Det er normalt ikke noget problem, for så ruller man bare vinduerne helt ned og lader vinden køle. Når man kører for hurtigt i 4 timer ud ad en støvet, rød grusvej med vinduerne helt nede, så bliver man ikke blot kølet, men også støvet - faktisk farvet. Alt var rødt, os, bagagen, bilen.



Da vi endelig kom frem efter en del stop undervejs ved vandhuller, hvor vi tankede vand til den stakkels overophedede motor, gik vi straks efter vi fik vores værelse, hvor der ikke var vand lige da, direkte i poolen. Stakkels poolmand. Efter et par kolde øl i poolen i selskab med en ung tysker, der savnede selskab, var der kun en anelse rødt skær tilbage. Håret mistede først helt den røde farve i Burkina Faso! Vi spiste og fik nogle øl i selskab med tyskeren og nogle hollandske sygeplejesker.

Dagen efter stod vi tidligt op for at gå på safari. Man kunne vælge mellem gående safari eller i jeep. Men adspurgt svarede de overraskende ærlige rangers at man ikke fik mere ud af at komme ud med den meget dyre jeep, da man blot ville se mere af præcis det samme. Vi fulgte derfor med en ranger til fods afsted ud i på savannen. Allerede ved hotellet var der vildsvin (som også rendte rundt omkring poolen), gribbe (som nok kunne lugte vores dårlige kondition og varme-uvanthed) og masser antiloper. Målet var dog elefanter, evt. krokodiller. Men efter 3 timers vandren var der stadig kun spor af elefanter. Til sidste måtte vi opgive mødet med dumbo og vendte hjemad til pandekager og friskpresset juice. Men midt i juicen kom rangeren rendende (nok foranlediget af at vi var flinke med drikkepengene), da han havde fået besked om at en elefant var spottet i nærheden af hotellet. Så det lykkedes alligevel at komme helt tæt på og trods den bevæbnede rangerens formaninger om at passe på, virkede den godmodige elefant nu meget rar (se galleri).

Efter morgenmad og formiddagslur lejede vi cykler og cyklede nogle kilometer i kupperet terræn til den nærmeste by, Larabanga, der huser den - måske - ældste moske i Vestafrika (ca. 1200 eft.kr.). Hvad mere interessant ved den er at den er en blandt kun 3 af den type muddermoskeer i verden og var et imponerende arkitektonisk syn (se galleri). Vi blev vist rundt af vores nye ven Atiti, der forklarede og fortalte og også viste os rundt i den knap halvandenhundrede store lerhytte landsby. Hele byen var i gang med at forberede festmiddag, for det var den sidste dag i Ramadanen. Vi fik lov at smage lidt (som de eneste i byen der måtte spise før midnat) og fik vist hvordan de boede og levede.

Tilbage op hotellet og meget trætte - ikke mindst ved tanken om at skulle med bussen næste morgen kl 04, spiste vi middag efter at have kigget på elefanter ved vandhullet foran hotellet, og gik forholdsvis tidligt i seng. Næste morgen stod dagen på rejse. Først med bus til Tamale. Var planen. Men undervejs gik den i stykker og vi måtte vente på en ny bus, som vi akkurat fik billetter til (vi anede ikke helt hvad der foregik) og fik mast os ind på nogle pladser. Efter endnu 4 timers buskørsel kom vi endelig til Tamale, hvor vi tog afsked med en spanier og en tysker vi havde mødt på safarien og forsøgte at finde den næste bus. Den var der ikke og det lød ikke til at den ville komme foreløbigt. Så efter at have afslået usandsynligt dårlige tilbud fra taxachauffør-gribbe, fandt vi en minibus (tro-tro), der kunne rfagte os videre nordpå til en by, der hedder Bolgatanga. Der blev vi endnu engang angrebet af sultne taxachauffører, men vi afslog pænt og søgte efter noget at spise. Vi spurgte en tilfældig på gaden efter en restaurant og han (dyrlæge-studerende) endte med at eskortere os rundt i en time i byen (han fik en sodavand) og hjælpe os med at finde en delt taxa, der kunne køre os videre til en mindre ublu pris. Da vi kom frem var vi tæt på målet: krokodille-farme, hvor vi skulle sidde på krokodiller. En sidste taxa blev overtalt til ikke at snyde os og chaufføren tog os ikke bare med til en farm, men gik også med rundt, hjalp os med ikke at blive snydt af krokodille-farmerne (et økoturismeprojekt, hvor alle havde hænde, der vendte forkert (handicappede) og hjalp med at veksle lidt penge ved grænsen og slippe af med hustlere, der ville køre os til Burkina Faso. Krokodille-sidningen var lidt grænseoverskridende - især da jeg kom til at klappe den lidt for hårdt og den snappede ud i luften. En anden krokodille dukkede også op og var sulten, men efter et par slag og snuden og en kylling listede den væk. Vi fik selvfølgelig taget en masse billeder til at bevise at den nu afdøde Steve Irwin slet ikke var så modig, som Animal Planet fremstillede det. Krokodiller er jo slet ikke farlige ;o)

Videre til grænsen hvor vi efter at være blevet overfaldet af pengevekselerer og taxafolk kom ud af Ghana og ind i Burkina Faso. Da vi stod i immigrationen kom en tro-tro chauffør hen og fortalte at han lige havde to ledige pladser til Ouagadougou, hovedstaden som også var vores mål. Prisen var lav, men prisen for prisen var at vi stoppede mange gange undervejs og først ankom efter det var blevet mørkt. Det var dog en hyggelig tur i selskab med lokale og levende kyllinger, en halv mark på taget og ødelagte knæ (vores). Tobias, snakkesagelig som han er, havde talt med en mand fra Burkina i flyet på vej til Tamale, om Ouagadougou og han havde både anbefalet hotel og steder at gå ud. Så vi fulgte hans råd, som viste sig at være gode. Vi spise på hotellet efter ejeren, der talte tysk, havde lokket os. Og mens vi sad der, kun to andre end os i restauranten, og talte meget frit fra leveren, overvejede vi hvor dumt det ville være hvis nu en af de andre var gæster. Og hvad skete der selvfølgelig? Efter edn ene blev færdig, kom han lige over til os: han havde ikke kunne undgå at høre vi talte dansk, hehe, det er klart. Flink fyr der også kunne give lidt tips til Ouaga. På trods af en uoverkommelig træthed, overkom vi trætheden og begav os ud i nattelivet, hvilket var imporende godt. Især af en tirsdag at være. Dagen efter kom straffen dog og vi måtte gå tidligt i seng. Vi havde trasket rundt og set byen og havde været ude at spise rigtigt, rigtigt godt - maden er bare bedre i frankofone lande. Men næste morgen skulle vi flyve hjem til Accra, så byturen blev aflyst. Generelt var vi meget begejstrede for Ouaga. Mindede meget mere om en storby som vi kender den end Accra, der er flad, uendeligt stor og uden egentligt centrum, høje bygninger eller butiksområder. Byen virkede også mere ren (ingen åbne kloakker) og pæn (arkitektonisk). I det hele taget virkede det som om de bare gjorde mere ud af alting.

Tilbage i Accra efter en to timers, lidt turbulent flyvetur tog vi direkte til Obruni House, pakkede alt ned og flyttede til den nye ambassadehus. Nu skulle vi bo lidt lækkert.Og lækkert det er det, huset. Man føler ikke helt man er i Afrika, når man er hjemme. Hvis det ikke var for varmen, den ustabile strøm, der får generatoren til at starte og slukke konstant, Survivor AFRICA på tv og varmen. Og så er det også varmt her i december. Vi skruer air conditioningen på fuld æde for at komme i julestemning.

Nå, tilbage til historien. Torsdag var vi stadig lidt kvæstede, men fik fedtet os ud og spise herlige sydafrikanske bøffer på El Gaucho. Fredag cruisede vi rundt i byen, var på nationalmuseet (ikke imponerende, men vi hyrede en oplyst guide) og rundt og opleve byen og se diverse vigtige steder og bygninger. Om aftenen var vi for en gangs skyld ude med pædagogerne, et nyt sted blev tilføjet listen - hvor der var ladies night = piger betaler 20.000, drenge kommer gratis ind og en pige danser rundt i bikini. Værsgo' tøzer ;o)

Lørdag var en lidt hård dag, men Tobias fik sparket mig op og vi forvildede os i en taxa mod en af de centrale tro-tro stationer for at finde transport mod Togo. Så snart vi var ude af taxaen blev vi spurgt hvor vi skulle hen og heldige som vi var, holdt en del taxa og manglede lige to mere. 2,5 time senere, 50 kr fattigere, en ny ven rigere og med livet nød og næppe i behold (normalt tager turen 3,5 time, men ikke med denne chauffør) ankom vi til grænsebyen. Vi fik visum uden det store besvær, men til gengæld mistede vi et par sider i passet til den stempelglade politimand. Voes nye ven, Silas fra Benin (sort og lidt for velklædt til at være straight synes vi) hjalp os til et hotel og vi aftalte at mødes senere, så han kunne vise os byen. Silas' far har vist penge - så han betalte taxa og senere øl til både os og en tysker og en canadier vi pludseligt rendte ind fra Obruni House midt på bargaden i Lome. Bargade, fantastisk koncept. I det hele taget faldt vi hurtigt for byen og stemnigen. Det var, indrømmet, ikke så meget vi fik set af byen, da vi ankom sent og mest oplevede den sociale del af Lome. Byen mindede en hel del om Ougagadougou - mere 'rigtig' by end Accra. Silas var alle tiders guide og fntastisk flink. Til sidst synes vi dog det var vores tur til at give, da vi tog på diskotek. Som lå ovenpå Mærsk' kontor. Og lige pludseligt kommer Tobias rendende med Martin, der arbejder for Mærsk i Togo - og har boet på Noko! Lille verden. I næste uge (den 15. dec og frem) tager vi til Togo igen og i morgen kommer Martin til Accra på besøg. Jeg håber også på at tage til Togo og måske Benin i januar, men det bliver nok lidt presset.

Søndag tog vi lidt op ad dagen en ny delt taxa mod Accra og om aftenen, efter 10 temmeligt intense og oplevelsesmættede dage, sendte jeg Tobias i VIP-sektionen i Kotoko International Aiport.